GREVE 1 - 1 FREDERIKSSUND IK : 3. PLADS SIKRET VIA UAFGJORT

Frederikssund IK slutter på 3. pladsen i kval-spillet til Danmarksserien.
Efter en lang sæson, der startede godt og længe lignede, at man for tredje år i træk ville spille med i oprykningsspillet til foråret, så vendte resultaterne mod slutningen af grundspillet - og en stime med ni kampe i træk uden sejr var medvirkende til, at man pludselig stod med ryggen mod muren midt i kval-spillet for blot at overleve i DS.
Men gudskelov fandt man melodien og ender således sæsonen 24/25 med seks kampe uden nederlag. Weekendens uafgjorte resultat mod Greve gjorde, at man forblev foran netop Greve, som tog rækkens fjerdeplads.
Kampen i Greve var nærmest uden betydning, men forårets varmeste FIK-målscorer Mathias Bill ville også slutte sæsonen med manér, så i 1. halvlegs sidste minut fik han bragt udeholdet på 1-0.
Det skulle dog ikke blive en sejr, men en sikker pointdeling, da Greve efter en times spil udlignede til 1-1 ved Simon Bergstrøm - og så havde begge hold et resultat de kunne leve med, og som sikrede dem en plads i top fire.
Nu er der arbejdsro for cheftræner Daniel Sehested Hørlyk og staben omkring førsteholdet til efter sommerferien. Spændende bliver det at se, om FIK kan holde sammen på truppen og måske tilføje et par nye ansigter, der kan gøre en forskel.
Over den seneste sæson har der været store udskiftninger i truppen, så forhåbentlig fastholdes kernen på holdet, så der kan skabes lidt kontinuitet og relationerne mellem spillerne kan også udvikles endnu mere, så man kan starte sæsonen 2025/26 med det momentum og den tro, som denne sæson er blevet afsluttet med. 12 point er hentet i de sidste seks kampe (tre sejre og tre uafgjorte) og FIK kan bl.a. glæde sig over at være kun et af tre hold, der har scoret i alle deres kampe i kval-spillet.
Vi ønsker spillerne, staben og alle andre en dejlig sommerferie.