Menu

Frederikssund IK 5 - 3 Hvidovre IF

image Foto: Arkiv
28. oktober 2024 kl. 09:03
Dramatisk målfest på Kalvøen blev afgjort i overtiden

FIK sejrede 5-3 over Hvidovre IF på to mål i kampens overtid

Der var drama og underholdning for alle pengene, da FIK spillede på hjemmebane i Danmarksserien for næstsidste gang i 2024.

Hvidovre IF var modstander - og det handlede om vigtige point i begge holds forsøg på at knibe sig med i top-5, når grundspillet er færdigspillet.

Tilskuerne var mange - udeholdet havde også nogle stykker med, og vejret viste sig fra den pæneste side man kan forestille sig en dag i slutningen af oktober.

Og så var der selve kampen; en regulær målfest, som bølgede frem og tilbage og som først fandt sin afslutning til aller-allersidst.

Der var blot spillet syv minutter, da et fornemt indlæg fra Hvidovres venstreside havnede for fødderne af Frederik Grünwaldt, der sikkert stødte bolden ind - og så var udeholdet i front.
Men netop som man tænkte, at hjemmeholdet var kommet lidt slingrende fra start, så slog de til. Et godt løb af Rasmus Gasberg i venstreside, hvorfra han med et godt indlæg fandt Deniz Ates. Han afsluttede på førsteberøringen, og efter udeholdets keeper Alfred Maslen havde præsteret en god redning, faldt bolden for fødderne af FIKs lynfarlige angriber Rasmus Hansen, som med indersiden sørgede for udligning til 1-1 efter 13 minutter.

Det mål gav hjemmeholdet selvtillid, og cirka fem minutter senere scorede Rasmus Hansen på ny på en ripost fra en Ates-afslutning - og så var kampen vendt på hovedet. 2-1 til Frederikssund IK.

I både 21. og 24. minut troede Rasmus Hansen igen, at han havde scoret og sikret sig et hattrick, men i begge tilfælde blev han vinket offside, netop som han sparkede bolden i nettet.
Rasmus Gasberg var rigtig god på venstrekanten og ti minutter før pausen havde han igen plads og forsøgte en tværpasning til Rasmus Hansen, der ville have haft nærmest frit mål, men afleveringen blev for spids.
Det lignede derfor 2-1 ved pausen i en kamp, hvor den voldsomme intensitet og underholdning i indledningen var blevet noget mere broget, som 1. halvleg skred frem.
Men et minut før pausen slog Hvidovre et indlæg fra deres højre angrebsside, og det blev rettet af, så Noah Graini kunne komme først på bolden og heade forbi Frederik Folkvardsen til udligning 2-2.

2. halvleg var ikke mere end tre minutter gammel, da gæsterne scorede på endnu et hovedstød, men til hjemmeholdets lettelse røg flaget i vejret hos linjevogteren, og så havde begge hold fået mål annulleret.

Da uret rundede 65 minutter fik vi kampens - og måske efterårets - bedste mål, da Rasmus Gasberg med førsteberøringen på sit højreben tonsede et indlæg fra venstre i nettet bag en sagesløs keeper til stor glæde for hjemmepublikummet.

Da kampen nærmede sig sin afslutning begyndte lidt smånervøsitet at indfinde sig hos hjemmeholdet, som ellers virkede til at have taget gejsten lidt fra gæsterne i løbet af halvlegen.
Men cirka fem minutter før tid fik et dyb bold fra højre lov til at passere helt til bagstolpen, hvor Jonathan Jørgensen kunne dirigere bolden i mål til 3-3.
Det virkede som endnu en smidt sejr, men kampens dommer lagde masser af tid til - og det skulle vise sig at være afgørende for udfaldet.

For efter uret havde rundet 96 minutter blev et langt indkast forlænget af Mathias Sand, og tæt på målstregen kunne en FIK-spiller sparke det forløsende 4-3-mål i kassen.
Det var vist igen Rasmus Gasberg, selvom der på stadion var tvivl om Jonas G. Hansen var den retmæssige målscorer - de er nok ligeglade.

Med alt smidt frem efter bolden blev givet op, så kom Rasmus Gasberg alene med Alfred Maslen og kunne i kampens 99. minut score sikkert til kampens resultat 5-3, da kampen blev fløjtet af, inden kampen igen blev sat i gang.

Med sejren får FIK lidt luft i stillingen, hvor pladserne fra 4.-8. pladsen tager sig således ud:

4. 20 point Frederikssund IK
5. 19 point AB Tårnby
-------
6. 15 point Glostrup
7. 14 point Hvidovre IF
8. 12 point Karslunde IF


Efter den hæsblæsende omgang på Frederikssund stadion venter nu kun en kamp i Karlslunde på lørdag d.2. november kl. 13.00 og hjemmekampen d. 9. november mod Ringsted, før den står på vinterpausen for FIKs Danmarksseriehold.

Luk